fbpx

Villa Sitka er en del af Greves historie og en bevaringsværdig bygning.

Jeg deltager i arbejdet på at omdanne den til et udgangspunkt for foreningsaktiviteter om kunst, kultur og natur. Derfor lidt om baggrunden for villaen. Villa Sitka er en arkitektonisk perle og en sommerbolig, der knytter sig ikke alene til historien om det danske ferieliv langs Køge Bugt, men også til den større danske historie efter tabet af Sydslesvig (og Holsten) i 1864.  Dette gør, at den er værd at værne om, hvilket ikke er sket. Det er imidlertid god radikal politik at sikre historien og mindet om vor egn og dens rødder. Vi skal tænke nyt om Villa Sitka og integrere det med historien.

I Jylland anlagde københavnere efter 1864 de såkaldte ”københavnerplantager” i hedeområder og lignende udpinte jorder. De var dels udviklingsstøtte til en betrængt egn dels mulighed for at få adgang til en smukt beliggende sommerbolig. Først i værelser i plantørgårdene, men efterhånden også som selvstændige sommerboliger. Se for eksempel Vardemuseernes artikel her: https://vardemuseerne.dk/baggrundsviden-om-koebenhavnerplantagerne/ (besøgt 18/4 2021). Klelund Plantage, der har været omstridt på grund af en LEGO-arvings indhegning af 1400 Ha til jagt er et eksempel på en sådan plantage. https://www.kroneborg.dk/280/klelund-jagtslot (besøgt 18/4 2021). Nu er det omdannet til naturreservat, og der er observeret ulve.

I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet bredte ideen sig om sommerlivet sig blandt det velstillede borgerskab. Malerne havde længe fremstillet romantiske og karakterfulde skildringer af sommer på Skagen og den industrielle revolution havde givet flere velhavende fabrikanter, grosserer og andre med overskud. Og de ville også have del i friheden på landet. Tænk på Matador og ”Fedet”.

Mange københavnere så ikke så langt væk som Jylland. De kiggede ned langs Køge Bugt, hvor der for 120 år siden var øde og fin sandstrand. Man sagde, at den gode strand begyndte, når man ikke længere kunne køre på cykel ad strandvejen: Man sad fast i sandet.

Her byggede grosserer H.E. Bonne i 1912 sommervillaen Olsbækken ved Olsbækkens udløb bl.a. det, der i dag hedder ”Aktivhuset Olsbæk” og Villa Sitka blev bygget samme år og tegnet af samme arkitekt.

 Sodafabrikkernes direktør Holger Schmidt byggede samtidigt naboen til Villa Sitka, Hedehi, der i dag er skovbørnehave for Københavns Kommune. Herefter udstykkedes flere og flere grunde og Greve startede da også som Greve Strand ved kysten og Greve Landsby inde i landet (hertil kom så nabosognene, der i dag er en del af kommunen).

Olsbækken og Villa Sitka fremstår som de arkitektonisk mest vellykkede med deres stejle tegltag og rene linjer. Villa Sitka er da også erklæret bevaringsværdig, men har fået lov at forfalde også efter, Greve Kommune overtog den i 2013.

Omkring Villa Sitka blev anlagt en ambitiøs park med damme, arboret, pomet og fine bede. Mest markant er granalleen (”sitka”alleen), der i dag nærmest er en troldeskov. Jeg har faktisk ikke set ordentligt efter, men der skulle ikke være tale om ”sitka”-graner. Det ville ellers være spændende, for de kan blive 40 m høje i Danmark. Men jeg lover at se efter og opdatere!

Læs mere om Villa Sitka i Lena Corsellis monografi på Greve Museums arkiv:  https://arkiv.dk/pdfviewer/viewpdf?originalId=91e7832dfaea40949c1763c8dea0a7bc