Radikale Venstres partiforeninger omkring Køge Bugt fra Stevns til Hvidovre har indgået samarbejde om at forbedre havmiljøet og kæmpe imod dumpningen af 2,3 mio. kubikmeter slam i Køge Bugt i forbindelse med anlæggelsen af Lynetteholmen i København.
Derfor havde spidskandidaterne sat hinanden og Radikales miljøordfører, Zenia Stampe, i stævne på Køge Marina søndag den 31. oktober. Med mødet er der blevet skabt en stærk Radikal Alliance på tværs af hele Køge Bugt. Formålet med alliancen er at tale med én stemme: Vi vil stoppe brugen af Køge Bugt som losseplads, og vi forlanger aktiv inddragelse af de berørte kommuner.
Radikales Køge Bugt Alliance ønsker, at der skal arbejdes målrettet med at forbedre havmiljøet. Derfor bør dumpning eller klapning af store mængder slam ikke finde sted. Alliancen vil også i fremtiden samarbejde om at sætte en dagsorden for bedre havmiljø i bugten og glæder sig over, at Zenia Stampe går aktivt ind i sagen og arbejde for, at alternativer til klapning i Køge Bugt bliver undersøgt.
Line Krogh Lay, Kommunalbestyrelsesmedlem i Stevns Kommune: “Det er rystende, at man vil dumpe store mængder slam i et i forvejen udfordret havmiljø tæt på UNESCO Verdensarven Stevns Klint og Natura 2000-området Stevns Rev. Det burde ikke finde sted, og det er stærkt kritisabelt, at kommunerne ikke er blevet hørt. Vi skal genoprette havmiljøet – ikke smadre det yderligere!”
Søren Johansen, Spidskandidat til kommunalvalget i Køge udtaler: “Køge Bugt er blevet til en ørken, og vi arbejder målrettet på at få plante- og fiskelivet tilbage i bugten. Men så nytter det jo ikke, at ambitiøse projekter i København “betales” med mere slam i Køge Bugt. Med dette initiativ står det klart, at der er radikal vilje til handling hos kommunerne langs Køge Bugt.”
Susanne Wad Leth, spidskandidat til kommunalvalget i Hvidovre: “Dumpning af slam fra Lynetteholmen vil udsætte plante og dyreliv i Køge Bugt for store mængder forurening. Det er utroligt at vi mennesker bliver ved med at ødelægge vores skrøbelige havmiljø – og nu gør det med åbne øjne. Stop det!”
Per Laursen, Spidskandidat i Solrød: ”Hvad nytter det med så flot en strand i Solrød, hvis havet vi har udsigt til er dødt?”
Lars Bjarne Nielsen, Spidskandidat til kommunalvalget i Greve: “I øjeblikket arbejder vi på at få etableret nye stenrev for at genskabe liv og bedre havmiljø i Bugten. Det sidste, vi har brug for, er mere forurening fra slam. Vi siger nej til at ødelægge Køge Bugt”.
Betty Chatterjee, kandidat i Vallensbæk: “Nej til slamdumpning i Køge Bugt, ja til til genskabelsen af havmiljøet!”
Radikales Køge Bugt Alliance:
Line Krogh Lay, Radikale Venstre, Stevns
Søren Johansen – Radikale Venstre Køge
Susanne Wad Leth, Radikale Venstre, Hvidovre
Per Laursen, Radikale Venstre, Solrød
Lars Bjarne Nielsen, Radikale Venstre, Greve
Betty Chatterjee, Radikale Venstre, Brøndby, Ishøj & Vallensbæk