Greve skal have en ny erhvervspolitik og en handlingsplan, der fører den ud i livet. Den nuværende politik er slået fejl. Greve er rykket ned på en 58-plads i erhvervsvenlighed blandt 93 kommuner. Og på ingen af de 10 målepunkter ligger Greve i den bedste tredjedel.
Helt galt er det på et af nøgleområderne i den eksisterende erhvervspolitik: Kommunikation og dialog. Her ligger Greve som nr 76!
Kommunen bebrejdes af det lokale erhvervsliv for lukkethed. Vi skal derfor som det første forbedre dialogen og kommunikationen betragteligt de næste fire år.
Derudover skal vi især forbedre den grønne profil og uddannelsesområdet, hvor vi ligger dårligt.
Virksomhederne efterspørger en skarpere grøn profil i kommunen. Vi skal støtte virksomhederne i at blive grønne og styrke virksomhedernes fortælling om at bo i en grøn kommune. Erhvervslivet efterspørger bl.a. flere grønne udbud.
Vi skal forbedre folkeskolen og øge interessen for at søge ud i det lokale erhvervsliv.
Her kræves igen forbedret dialog og samarbejde om bl.a. erhvervspraktik.
Hvis vi derudover styrker klyngen omkring vore transport- og lagervirksomheder vil vi kunne tiltrække nye typer højteknologisk erhverv, der tiltrækker de unge til erhvervspraktik.
Lars Bjarne Nielsen
Spidskandidat Greve byråd
Radikale Venstre