Greve er en af de kommuner i landet med mindst natur. Under 2% falder ind under naturbeskyttelsesloven, hvor gennemsnittet for hele landet er 6%! Skal din stemme ved kommunalvalget gå til mere natur i dit nærområde, og skal dit parti sikre dig, at du kan se sommerfugle og vilde fugle om sommeren samt anemoner om foråret i lokalområdet?
Så skal du kigge godt efter i partiernes programmer efter en velformuleret grøn politik. Se også på partiernes budgetforslag for 2018: https://www.greve.dk/politik/%C3%B8konomi/budget/budgetmappen-2018-2021/. Og du skal spørge dine kandidater, hvad de helt præcist vil gøre for at skaffe os mere grønt, flere vandhuller og for at bevare vore skovlignende naturområder, især Hundigeparken og Granhaugen, som mange benytter.
Desværre er det gået tilbage de sidste 4 år. En væsentlig grund er, at kommunens Natur&Miljøråd er blevet nedprioriteret. Her mødes de grønne organisationer med politikere og administration. Tidligere kunne man herfra indstille naturprojekter for ½ million kr. til byrådet. Det betød dels, at der var et stort lokalt engagement, dels at vi fik meget natur for pengene, da ansøgninger med foreninger gav yderligere støtte fra fonde og tipsmidler. Genindfør Naturpuljen til gavn for os alle.
Danmarks Naturfredningsforening, Greve
Lars Bjarne Nielsen
Søagerparken 79
Greve