Læserbrev Sydkysten 13. august 2021
Jeg forstår ikke, hvorfor den nu tidligere kommunaldirektør skal have 2,5 millioner kommunale skattekroner med ud af døren, efter at han taget af kassen og haft bilagsrod 184 gange, og selv om han nu er politianmeldt af byrådet.
I løbet af sommeren er det blevet mere og mere uklart, om det i det hele taget var i orden at give kommunaldirektøren de 2,5 mio. kr. Der verserer nemlig to versioner af den juridiske rådgivning, som kommunen modtog af de eksterne jurister.
Version 1: Borgmester Pernille Beckmann har flere gange offentligt forklaret, at juristerne frarådede byrådet at foretage bortvisning og politianmeldelse.
Version 2: Mindretallet i Greve Byråd har fortalt, at rådgivningen er sket ”på det foreliggende grundlag”, og at juristerne anbefalede flere undersøgelser.
Version 1 er den version, man har brugt til at udbetale fratrædelsesgodtgørelsen. Men hvis man havde fulgt version 2 i juni, havde han ikke fået godtgørelsen. Version 2 er ikke blevet modsagt.
Sagen har givet borgerne mistillid til kommunen, og vi må have mere åbenhed.
Vi må vide, hvad juristernes fulde rådgivning var. Rådgivningen må lægges frem. Version 1 eller version 2? Hvad gælder?
Lars Bjarne Nielsen
Spidskandidat Radikale Venstre
KV21, Greve