Greve har for lidt natur, og det, vi har, er af for lav kvalitet
Derfor skal vi have mere natur, hvor artsrigdommen tilgodeses mest muligt.
”Er vores natur virkelig af lav kvalitet?”
”Jamen, der er jo så pænt i Greve”.
Når man taler om natur, vil man ofte komme til at tale om, hvordan det ser ud. Og det er ikke umiddelbart indlysende, at det, der er pænt og grønt, ikke også er god natur. Det handler dette indlæg om.
Greve har brug for mere natur. Vi ligger på et af de bedste landbrugsarealer i Danmark, og 60% af kommunen udgøres af landbrug. Mest traditionelt med gødning, sprøjtning og dermed med naturmæssigt store ørkenagtige marker, hvor kun en art, afgrøden, trives, og hvor andre planter ikke eksisterer. Og dermed heller ikke mange dyrearter. Vi har ca 8% egentlig natur: skov, mose/enge, overdrev og søer samt 18 % grønne områder i byzonen. I alt er der altså 26% natur og grønne områder i Greve. Naturværdien er registreret som yderst ringe: Greve ligger på 94.-pladsen af de 98 kommuner i naturværdi. Ser vi på de 8% natur alene bringer det os op på 92.-pladsen. Vi har altså meget lidt natur, og det vi har, har en lav kvalitet.
Og hvad er så kvalitet?
Ja, kvalitet er i naturmæssig henseende det samme som mange forskellige arter. Det er det, at området ikke domineres af få arter. Et område kan være grønt eller blomsterfyldt med kornplanter eller rapsblomster, det kan være imponerende som en bøgeskov eller dystert som en granplantage. Alle disse naturtyper kan være en fryd for øjet og måske give gode oplevelser, når man er på tur i dem eller ved dem men faktum er, at marker og traditionelt dyrkede skove er artsfattige og dermed giver en lav naturværdi.
Næringsfattige strandenge og overdrev, enge der har været græsset i mange år (uden gødskning og tilsåning med græs), gamle skove og ikke-gødningsbelastede søer og åer er artsrige og giver en høj naturværdi. Og mange flere oplevelser for det øje, der har sans for variationen og de forskellige farver og former. Det gælder for eksempel på et strandoverdrev, hvor den næringsfattige bund giver mulighed for nikkende kobjælde eller en skovlysning med hunderoser, hvor de smukke svirrefluer suger nektar.
Figur 2. Et strandoverdrev har en stor variation. Der er mange arter i relativt få eksemplarer. Her nikkende kobjælde ved Granhaugen i greve
Figur 3. Mange finder fluer ubehagelige at se på. Men kig på denne svirrefluehan (almindelig havesvirreflue), der suger nektar i en hunderose. Se formerne, de fine, sarte vinger, de hvepseefterlignende striber, de dybtrøde facetøjne, de flotte følehorn. Et under af tilpasning. Og se, hvordan den også fører pollen med sig. Nyttigt.
Hvad skal vi gøre?
I korthed skal vi omlægge natur med lav variation til natur med variation. Der skal være træer, åbne områder, rindende vand, stille vand, solsteder til insekter og krybdyr, tætte buskadser. Derudover skal kordbunden udpines, hvis der har været landbrug. Det tager lang tid, men hvis ovenstående er opfyldt, bør en række forskellige planter være til stede og dermed livsgrundlag for insekter og padder, krybdyr, fugle og pattedyr. Pleje kan kræves for at holde vandhuller og åbne områder fri for tilgroning.
Kan det udføres i virkeligheden?
Ja. DN Greve har et konkret forslag til et sådant projekt på en kommunalt ejet matrikel på Langagergårdkilen i Karlslunde. Området er på ca. 7 hektar og tiltænkt at blive udviklet som grønt område, men er forpagtet ud til traditionelt landbrug. Dvs., det er stærkt næringsbelastet. I nærheden er en mose, et vandløb, hvor der på dele er bevokset med løvtræer, bl.a. elmetræer. Modsat har ligget en gammel gård, hvor tomten nu er tilgroet med træer og buske. Endvidere er der et vandhul på marken.
Vi foreslår at lade træer og buske fra de nærliggende træbegroede områder samt mose vokse ind på marken, uddybe vandhullet, evt. lade vandløbet få mere snoning ind på marken, fjerne dræning og lade området nærmest mose blive til eng. Området indhegnes helt eller delvist, og der udsættes vejrtolerante ponyer som Exmoor-ponyer, der kan gå ude hele året.
På denne ret simple måde vil der skabes et område med stor variation. Der vil sikkert komme en del tidsler og brændenælder, og på den måde vil det måske ikke være pænt, men naturkvaliteten vil stige, og med tiden vil det blive ”pænt” i traditionel forstand. Der forestår således en pædagogisk opgave i at forklare, at variation i sig selv er ”pænt”. Også selv om der er tidsler og brændenælder
Figur 4. En plan for, hvordan en ensartet mark med lav naturkvalitet ret simpelt kan få stor variation og dermed høj naturkvalitet. Men udtrykket vil kunne være lidt rodet. Det skal man lære sig er “pænt”.