Sydkysten 15.10. 2021
Et gammelt ordsprog siger, at ”en fremmed er en ven, du ikke har mødt”. I det nye byråd vil jeg arbejde for, at vi får en ny integrationspolitik, der afspejler denne tankegang. Vi har fået en retorik her i landet, hvor vi møder fremmede som en mulig trussel, selv om nydanskere viser, de VIL Danmark. Det har sågar fundet sin vej ind i Greves officielle integrationspolitik, der bærer den mærkværdige overskrift ”Integrations- og Hjemsendelsespolitik”. Det er jo en selvmodsigelse at sætte de to ord ved siden af hinanden. Hvem tror på, at Greve vil have mig integreret, hvis jeg som ny borger mødes med det signal?
Den 9. oktober deltog jeg i et valgmøde for flygtninge, der er opnået stemmeret til vore lokalvalg. Diskussionen gled hurtigt væk fra den overordnede snak om valgprogrammer og grundlov til: Hvordan skal jeg få permanent opholdstilladelse, når jeg ikke får godskrevet den tid, jeg får undervisning? Hvad sker der, hvis min kone pludselig sendes hjem? De dagligdags problemer, som en arbejdsom, ny borger mødes med, og som synes uoverstigelige. Lad os møde vore medmennesker som mulige venner, ikke som mulige trusler.
Lars Bjarne Nielsen
Spidskandidat, Radikale Venstre
kommunalvalget 2021
Greve