14.01.2021
Fra debatten får man ofte det indtryk, at kriminaliteten stiger, og mange politikere taler til vor angst og hævnfølelse ved at kræve hårdere straffe. Problemet er, at det ikke virker. De opnår kun at øge polariseringen i samfundet. I Greve ser vi det ved, at sociale problemer mødes med kontrol, mistillid og overvågning.
Men vi burde vide bedre. I USA havde man indtil ca. 1975 fokus på rehabilitering og udvikling af færdigheder, de indsatte kunne udnytte efter afsoning. Men så skiftede man til en ”get tough on crime” tilgang, og herefter voksede antallet af indsatte eksplosivt. Der er nu flere indsatte i de amerikanske fængsler end i noget andet land i verden ifølge American Psychological Association. På trods af det har USA et kriminalitetsindeks på cirka 48 for grov kriminalitet og ligger på niveau med et land som Irak.
Danmark er til sammenligning et af verdens sikreste lande med et kriminalitetsindeks på ca. 26 – altså omkring det halve af USA’s. Det burde være tydeligt, hvilken vej vi i hvert fald ikke skal gå.
Samtidigt kan vi se lovovertrædelserne i Danmark falde med mere end 30%. Rehabilitering og social indsats virker!
Lars Bjarne Nielsen
Radikale Venstre Greve