Knapt har den rystende nyhed om, at Greve er den 5. dårligste kommune til at sikre naturen i NaturKvalitetsIndekset for 2020 ramt os, før vi kan se på Økonomiudvalgets dagsorden, at Greve ikke deltager i ”Danmark for målene” om FNs klimamål. Verdensmål 15.5 handler f.eks. om at sikre naturen og mangfoldigheden af arter, som vi jo trænger til i Greve. Men Danmark for Målene er til gavn for såvel natur, som befolkning og erhverv.
“Danmark for Målene” skaber festivaler for FNs verdensmål over hele landet. Her deltager lokale vidensfolk, politikere og lokalt erhverv i en festival, der skal skabe bedre muligheder for, at vi lokalt kan arbejde for en grøn og bæredygtig fremtid til gavn for befolkning, kommune og erhverv.
Men Greve mangler på listen over deltagende kommuner! Hvorfor?
Jeg er formand for Naturfredningsforeningen. Vi arbejder for mere natur i Greve og stod bag forslaget om at skabe Olsbæk Eng ved Grevehallen. Her vil dannes en mere mangfoldig natur.
I byrådet vil jeg fortsætte arbejdet, så Greve kommer med i den grønne omstilling så tidligt som muligt. Det vil skabe mere natur – og gode arbejdspladser.